Eksistentiel terapi tager udgangspunkt i de menneskelige grundvilkår, at vi alle skal dø, er alene, søger efter mening og har frihed til at vælge i vores liv. Ofte står vi i livet i valgsituationer, f.eks. i forbindelse med uddannelse, arbejde, ægteskab, børn og partnervalg, som er forvirrende og som kan blive belyst ved at se på de forskellige perspektiver i din situation.
Grundvilkårene kan også være overvældende i forbindelse med livskriser, forandringer eller at gå gennem nye overgange i livet, og på dette tidspunkt kan der være brug for en sparringspartner, der kan hjælpe med at integrere de tanker og følelser, der opstår.
Grundvilkårene vil ofte rumme nye muligheder og kan integreres over tid i det tempo, som det er nødvendigt, for at kunne re-orientere sig i et forandret liv. Resultatet kan blive et nyt møde med livet selv og nye muligheder for at realisere sit potentiale, eller det kan blive mere ægte og autentiske forhold til andre mennesker, samt et fravær af angst.