Udviklingstraumer opstår i opvæksten i en tilknytningsrelation, som barnet er afhængig af, og hvor de vigtige kernebehov for kontakt, afstemning, tillid, autonomi og kærlighed ikke er blevet mødt på en adækvat måde. Udviklingstraumet opstår i en opvækst med omsorgssvigt, uforudsigelighed, og hvor kontakten med og relationen til omsorgspersonen ikke har haft tilstrækkelig kvalitet. Disse oplevelser sætter deres præg på det udviklende nervesystem og hjerne, fordi at beskadiget kontakt mellem omsorgsperson og barn er traumatiserende.
Når kernebehovene ikke bliver opfyldt i tilknytningsrelationen, udvikler barnet nogle såkaldte overlevelsesstile for, at kunne mestre sin situation i familien. Overlevelsesstilene der engang var nødvendige for barnet, hæmmer senere hen den voksne i sit liv, fordi at overlevelsesstrategierne gør det svært at have kontakt til egne følelser og behov, eller at turde indgå i nære relationer til andre. Ligesom overlevelsesstilene påvirker selvopfattelse, selvværd, vitalitet og livsglæde, eller de kan skabe skam og stress.
Et eksempel på et udviklingstraume kan være hvis barnet ikke oplever nok kontakt, eller følelsesmæssig afstemning med en rummende og spejlende omsorgsperson, vil det både længes efter kontakt og samtidigt frygte den. I voksenlivet kan den manglende kontakt betyde, at evnen til at rumme, og regulere egne følelser ikke udvikles og integreres. Det skaber en forøget arousal, eller spændingstilstand i nervesystemet, der i sig selv kan medføre en række symptomer som angst, stress, depression, skam, selvkritik og lavt selvværd, eller udvikling af en belastende ansvarsrolle eller omsorgsrolle som føres med videre ind i voksenlivet. Ligesom det kan være svært at have andre mennesker tæt på sig. Alvorlige brud på kontakten i opvæksten præger forholdet til en selv, til kroppen og til andre mennesker (Heller, L & Lapierre, A, 2012).
Dysregulering af nervesystemet
Når kernebehovene ikke dækkes og kontakten mellem omsorgsperson og barn fortsat lider skade, bliver barnet vred på sin omsorgsperson, og det sympatiske nervesystem aktiveres vedvarende. På denne måde vil den sympatiske aktivering af vrede eksistere i nervesystemet, men forblive uforløst, og det gælder også for den voksne der senere hen lider under den høje arousal. Den høje sympatiske spændingstilstand, kan blive til symptomer som angst, stress, og panik. Det medfører også, at der lukkes ned for følelser, og autentiske sider af selvet (Heller, L & Lapierre, A, 2012).
Når protest og vrede ikke længere nytter for barnet, kommer de parasympatiske dominerende symptomer til at tage over, fordi barnet så at sige resignerer og lukker ned, og derfor ikke kan mærke sine behov og følelser længere. De følelser og behov som ikke mærkes, er dog stadig aktive i nervesystemet og bliver til en slags stivnet tilstand i kroppen, eller de kan blive til dissociation (ibid).
Lavt selvværd, selvkritik og skam
N.A.R.M tilgangen beskriver hvordan umødte behov og manglende følelsesmæssig afstemning, sætter sit præg på både krop, følelser og tanker. Ligesom hvordan den spændte tilstand i nervesystemet medfører, at vrede og aggression vendes indad mod selvet og kan blive til til en konstant selvkritik, skam og lavt selvværd. Den voksne kan have identificeret sig med skammen, og en indre oplevelse af at være forkert som menneske, og man kan sige at selvopfattelsen på sin vis er forvrænget.
Identifikationer og selvbillede
Når relationen til omsorgspersonen er direkte forbundet med overlevelse for barnet, beskytter barnet sin omsorgsperson og vender vreden indad mod sig selv. Det betyder, at den voksne senere hen kan tro at identiteten på et dybt og ubevidst plan er forkert, skamfuld og det er blot et spørgsmål om tid før andre finder ud af det. Den toksiske og dybe skam er belastende for den voksne identitet og kan forstås om en stress tilstand der forvrænger identiteten og selvbilledet og virkelighed.