Vi er som mennesker født med et tilknytningssystem, som ifølge Bowlbys tilknytningsteori har til formål at sikre os tryghed og nærhed til andre mennesker, som vi er knyttet til (Bowlby, J,1988). Tilknytningssystemet formes gennem opvæksten af de omsorgsrelationer, vi har indgået i som børn, og på denne baggrund har vi ubevidst integreret vores forventninger til samspillet med andre, som er baseret på forældrenes respons i fortiden. Som voksne bærer vi rundt på indre billeder af samspillet med forældrene, der er med til at præge relationen til voksne partnere, venner og børn, men påvirker også hvordan vi oplever egne følelser, tanker og selvværd. Vi kan føle os mere eller mindre trygge i nære relationer, eller have forskellige strategier for hvordan vi mærker noget, eller hvordan vi reagerer, når vi føler os truede eller ensomme. Det er i sådanne situationer, at de gamle arbejdsmodeller for samspillet med forældrene rører på sig igen og aktiverer et sæt af indre forventninger (ibid.).
Menneskelige strategier for selvbeskyttelse kan i et tilknytningsperspektiv være meget forskellige, og derfor kan det være vigtigt at se på i et parforhold, hvordan vi forstår eller misforstår hinandens signaler, behov og ubevidste kommunikation, samt hvordan vi bedst muligt kan berolige hinanden. Ofte er tilknytningssystemet i spil, når der opstår konflikter i relationer, og trygheden kan genetableres ved at forstå hvad der kommunikeres og at lære måder at anerkende hinandens behov på.
Da tilknytningsteori også er med til at præge, hvad vi tænker om os selv eller andre, er det af stor betydning at arbejde med vores tilknytningsteori i forhold til andre mennesker. Det er fordi vi måske tøver med at indgå i relationer af frygt for at blive såret, og går derfor glip af værdifulde positive erfaringer.